yderstyret

Kender du til at, du ofte lader andres meninger eller hvad du ser på sociale medier styre dine tanker, følelser og beslutninger? Så lyder det til, at en del af dig er yderstyret. Måske søger du konstant bekræftelse fra andre og baserer dit selvværd på, hvordan du bliver opfattet af dem omkring dig. Når du er ydrestyret, kan det føles som om, du lever mere for andres forventninger end for dig selv. Du kan ende med at gøre ting, der ikke nødvendigvis afspejler, hvad du virkelig ønsker, eller hvad der er bedst for dig. Dette kan skabe en følelse af tomhed og frustration, og du mister forbindelsen til dig selv.

Inderstyret

At være inderstyret betyder, at du lytter til dig selv og mærker, hvad der er godt for dig. Derudover hviler du i dig selv og oplever en indre ro og forbundethed. Endvidere kan du sætte sunde grænser, både på det indre og det ydre plan, og vælge, hvad du vil – og hvornår du vil.

Vejen til at blive mere inderstyret…

At arbejde hen imod en tættere relation til dig selv kan starte med at undersøge, hvilke dele af dit indre landskab der er på spil. Det lyder måske lidt mærkeligt, tænker du, og hvad mener jeg egentlig med det? Det er et helt naturligt spørgsmål. Men der er en grund til det. For ofte er det sådan, at de krav og forventninger, vi tror vores omgivelser har til os, i virkeligheden stammer fra os selv. Vi bliver påvirket af en del af os, der gerne vil distrahere os og holde os i gang for at undgå at mærke en sårbarhed, der måske bunder i en følelse af ikke at være god nok.

At finde balance mellem yder- og inderstyring

At bevæge sig fra at være yderstyret til at blive mere inderstyret handler ikke om at afvise ydre indtryk, men om at finde balance. Det handler om at lære at lytte til dig selv og give dig selv den bekræftelse, du har brug for indefra, så du ikke konstant søger det udefra. Det kræver tid, selvrefleksion og mod, men det er en rejse, der kan føre til større indre ro, selvkærlighed og autentisk livsglæde.